FGK i Golfbladet

I det netop udkomne GOLFBLADET, er en ½ sides artikel om FGK’s jubilæum. Bladet ligger til fri benyttelse i foyeren.

Nu vajer jubilæumsflaget over klubben

I dette jubilæumsår skal vi også glæde os over de nye jubilæumsflag, som vil pryde vore flagstænger resten af året.

Husk tilmeldinger til de flotte jubilæumsturneringer. Flere af dem er godt på vej til at blive udsolgt, det er først til mølle. Og glæd jer! Der er flotte præmier på spil.

Ændring af index og scorekort

Med virkning fra fredag den 24/5 har vi opdateret Golfbox med de korrekte afstande for tee 54, og vi har i samme forbindelse ændret på index reguleringen på banen.

Index viser hvor den enkelte spiller har tildelte slag, men er derimod ikke en rating ændring, der berører CR/Slope.

Vi har længe haft den opfattelse, at den nuværende index ikke har været retvisende for flertallet af spillere – især når der spilles slagspil / stableford, men er bevidst om, at skulle index være 100 % retvisende, skulle hver enkelt spiller have sin egen index. Sagt på en anden måde; “Det hul som Peter synes er sværest, er måske ikke svært for Preben med lavere hcp”.

For at gøre det så retvisende som muligt, har vi ved hjælp af golfbox fået en statistik på samtlige indberettede scores (turneringer og private runder), gennem hele 2023 og til nu, og justeret index efter hvordan hullerne reelt spilles i forhold til par.

Der er forskel på hulspil og slagspil, men da 90% af runderne, hvor der spilles med hcp, er slagspil, har vi valgt at følge den statistik, som favoriserer slagspil.

I den forbindelse er feks hullerne 1 , 11 og 17 blevet “sværere” ( hvilket de fleste nok er enige i😉), og modsat er 4, 12 og 13 blevet “lettere”.

Med andre ord, husk fra den 24/5 at tjekke scorekortet en ekstra gang, for at se hvor du får dine tildelte slag.

Skiltene ved hullerne er rettet midlertidigt med dymo tape, men nye friske – og korrekte – skilte er i bestilling.

Der gøres klar til festugen

De frivillige gør klar til Jubilæums festugen. Birgit har vasket og malet alle de store sten ved svinget til golfklubben. Henrik har renoveret, slebet og malet den hvide bro. Stor tak for det …

Jubilæums polo

er ankommet til Pro shoppen. Kom ind og prøv. Findes både i dame- og herrestørrelser. Bestilling og betaling senest 15. maj, så lover shoppen levering til jubilæumsugen. Pris 499 kr.

Green2green Pinseturnering

Velkommen til ny sponsor: Green2green, som også sponserer årets pinseturnering og stiller op med en flot præmierække incl. HiO præmie.

Det er en åben turnering, så alle er velkomne.

Tilmelding på golfbox.

Vellykket forpremiere på jubilæumsturnering

Dejligt indlæg. Tak til Hornsherred Lokalavis

50 ÅRS JUBILÆUM

Den 18. juni 2024 fylder Frederikssund Golfklub 50 år. Hele året 2024 kommer til at stå i jubilæets tegn. Og det hele kulminerer omkring fødselsdagen med en udvidet jubilæumsuge med en lang række store og flotte turneringer og arrangementer.

Nogle kun for medlemmer, men mange også for gæster. Og gæsterne betaler ikke greenfee i jubilæumsturneringerne. Så inviter og reserver datoerne allerede nu!

Her er det foreløbige program:

Fredag 14/6 Festugen starter, turnering og arrangement for de frivillige

Lørdag 15/6 Danmarksturnering, alle klubbens hold spiller hjemme

Søndag 16/6 Danmarksturnering, alle klubbens hold spiller hjemme

Mandag 17/6 Udvidet mandagsturnering

Tirsdag 18/6 Reception, jubilæumsdag, nyt tee hul 17 åbner

Onsdag 19/6 Åben rødvinsturnering

Torsdag 20/6 Åben damedag

Fredag 21/6 Udvidet sponsorturnering, erhvervsdag m. erhvervsråd, erhvervsnetværk mv

Lørdag 22/6 Forkælelsesturnering for medlemmer

Lørdag aften 22/6 Jubilæumsfest for medlemmer, middag m. musik og dans

Søndag 23/6 Stor åben jubilæumsturnering. Morgenmad/frokost og et kæmpe præmiebord sponseret af Skousen, Frederikssund og Carlo Christiansen Guld, Sølv & Ure

Mandag 24/6 Mandags arrangement, ikke defineret endnu

Tirsdag 25/6 Åben herredag

Kom og oplev fantastiske turneringer med gunstart, baneservice, masser af hygge og levende musik i teltet.

Forbehold for ændringer

Intro-golf

Med stor succes har FGK de sidste år gennemført forskellige udgaver af intro-golf. I år er valgt lørdage fra kl. 9 – 16.30, og gd var første kursus.

De 11 deltagere fik information om golf, banevandring, puttetræning og -konkurrence. Derefter træning med PRO Jesper Kjærbye, og afslutningsvis spillede de en lille turnering på Nordbanen.

Til slut præmieuddeling og evaluering. 4 indmeldte sig som begyndere og yderligere forventes 2-3 mere. Flot tilfredsstillende resultatet. Mange tak til de frivillige der sikrede en god oplevelse for deltagerne.

Næste intro-golf er 11. maj, 1. og 8. juni. Kender du nogen der kunne være interesseret i at deltage, kan man tilmelde sig i sekretariatet.

Ny lokalregel på hul 2

Der er nu en ny lokalregel på hul 2. De hvide Out of Bounds pæle ind mod Driving range er fjernet, og grusstien markerer fremover Out of Bounds.

Den nye lokalregel er:

Hul 2 – Out of Bounds 

Den banenære kant af grusstien mod Driving Range på hul 2, mellem de to sæt hvide dobbeltpæle, markerer Out of Bounds. Berører bolden en del af den banenære græskant, er bolden ikke Out of Bounds.

De hvide dobbelt pæle i hver ende, er for at synliggøre, at det er et hjørne, da hele stiens banenære længde, ikke er OoB.

Når bolden berører den banenære græskant, er bolden ikke Out of Bounds. Bolden skal spilles som den ligger, og der kan ikke tage lempelse for stien, da den er uden for banen. På samme måde, som de hvide Out of Bounds pæle også altid står uden for banen.

Hvis man ikke ønsker at spille bolden, der ligger delvis på stien, kan man erklære bolden uspillelig, med et strafslag.

Ændringen er en fordel for spillerne, hvis man ligger tæt på OoB grænsen, og samtidig er det en fordel når greenkeeperne skal slå græsset.

Bane- og Regeludvalget