Lørdag 15. april blev sæsonen for alvor skudt i gang med klubbens prestigefyldte åbningsturnering. Spillerne blev mødt af en bane som stod virkelig flot, med superflotte og hurtige greens og nyklippede fairways. Vejrguderne var venlige og diskede op med sol og blå himmel.
Formand Niels Erlandsen holdt åbningstalen, hvorefter spillerne blev sluppet løs, og præcis klokken 9.00 lød startsignalet. Der blev spillet en masse god golf, grinet og pjattet og trods det store antal spillere, 124 stk. blev runden spillet i fint tempo.
HOME, v. Lars Wilkens og Jesper Finnemann-Andersen sponserede drikkevarer og chokolade på hul 18, samt havde sat en konkurrence op hvor der var præmiebolde, hvis man kunne vinde hullet over Lars og Jesper. Flere spillere satsede også et jern for at vinde Gammel Dansk. Hvis de tabte på hullet måtte de fortsætte spillet uden jernet. De fik det dog retur efter turneringen og blev belønnet med nye bolde.
HOME stod også for præmieoverrækkelsen, og bagefter havde Frank lavet dejlig mad og der blev snakket og hygget. Stor tak til HOME for en dejlig turnering, og tak for tilsagnet om at sponsere næste års åbningsturnering også.
Og stort tillykke til vinderne i de 3 rækker: A-række: Lars Adelsten, B-række: Preben S. Pedersen, C-række: Sebastian Rasmussen